
Baglandet ved Thorupstrand er udpeget som et af landets potentielt bedst egnede ynglelokaliteter for ulven på grund af de store, sammenhængende naturområder. Der findes dog for tiden, så vidt vides, ingen ulve i området.
Kun ti områder i Danmark opfylder kravene til, at ulve vil slå sig ned og evt. yngle. Det fremgår af en redegørelse fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) fra Aarhus Universitet. Et af disse områder er de store, sammenhængende naturarealer fra Vester Thorup Plantage ved Thorupstrand over Lild Plantage, Hjardemål og Østerild Klitplantage mod vest.
Den første ulv i 200 år blev registreret i Danmark i 2012 og i 2017 kom beviset for det første ynglepar i Danmark. Der er også tidligere observeret ulv i skovene ved Thorupstrand og fundet ulve-dna i et nærliggende naturområde. Sandsynligvis blot en eller flere strejfende ulve.
Ulve regnes ikke som farlige for mennesker.
Mange er forståeligt bekymrede og bange for ulve, men der er langt større risiko for at blive ramt af lynet end at blive angrebet af en ulv – selvom man overnatter i skovbunden i et ulveområde. Det viser mange års erfaringer fra bl.a Rumænien, Italien og andre steder i Europa, hvor friluftsliv og ulvebestande ikke giver anledning til problemer.
Siden 1974 har man i Europa ikke oplevet et eneste prædatorisk ulveangreb (hvor mennesker ses som byttedyr) fra vilde ulve på mennesker. Det sidste angreb på et menneske i Skandinavien af en vild ulv var i 1882 i Finland.
Til sammenligning dør 1-2 danskere hvert år af bi- og hvepsestik.
Norske Petter Wabakken regnes for en af Europas førende ulveforskere. Han opfordrer bekymrede danskere til at se på erfaringerne med ulve i de lande, hvor man har haft ulve i mange år – f.eks. i Norge. “I Norge skal man tilbage til før Napoleon for at finde det seneste – mulige – tilfælde af en ulv, der angreb et menneske. Det er mere end 215 år, og i den tid har der levet flere tusinde ulve i Norge,” siger Petter Wabakken i et interview til Jyllands-Posten.
Skulle du møde en ulv i skoven, så vær rolig. Lad være med at flygte som jaget vildt.
Upopulær i visse kredse
Ulve kan dog finde på at jage husdyr som kalve og får, hvilket forståeligt gør dem upopulære og uønskede i landbrugskredse. Modsat er kyst- og naturturisme den vigtigste turistgren i Danmark og rigtig mange finder det tillokkende med store, øde naturområder – hvor naturvandreren måske kan være heldig at krydse et ulvespor på sin vandring.
Ulven jager også det hjortevildt som mange jægere selv ønsker at skyde – og derfor er ulven ikke populær i alle jægerkredse.
ThorupStrand.dk har fået flere henvendelser fra naturturister, der håber at kunne opleve en ulv i det fri i naturen. Potentialet er der, men sandsynligheden er lille.
Der er senest registreret ulv i 2025 ved Hanstholm og Hjardemål, ca. 15 km vest for Vester Thorup Plantage.
Kilde: NaturGuide.dk, Jyllandsposten, ulveidanmark.ku.dk.